Bænkebider
Vanddyr på land

Et vanddyr på land! Bænkebideren ånder faktisk med gæller. Derfor finder du den oftest kølige og fugtige steder. Kan findes hele året
Bænkebidere ser mærkelige ud. De ligner små pansrede kampvogne, der trasker langsomt fremad på deres 14 tynde ben. Men hvad slags dyr er de egentligt? De kunne godt ligne biller lidt, men de har alt for mange ben. Nogen gode forslag? Bænkebidere er et krebsdyr. De er altså beslægtet med tanglopper, rejer og krabber. Men så er de jo gået på land, og det gør tingene lidt besværlige. Et vanddyr trækker vejret ved hjælp af gæller. Gæller fungerer bedst, hvis de er våde. Det er derfor man altid finder bænkebidere under barken på væltede træer, under store sten på jorden, eller nede mellem de visne blade, eller ude i redskabsskuret eller langs væggene i sommerhuset. Der er ikke så varmt og tørt her som andre steder. Bænkebidere lever af gammelt råddent træ, og det er sikkert derfor, de har fået deres navn. Gamle møre havemøbler er det rene lækkeri for en bænkebider.