Mos
Små grønne totter

Ved første øjekast kan mos godt se temmelig kedeligt ud. Det er grønt, og det sidder i forskellige store og små klatter på træstammer, i skovbunden, på sten eller grene. Så er der sådan set ikke så meget mere at sige om det. Eller rettere – der er masser at sige om mos, og smukke ting at se på. Men de er meget små, så det kræver en lup, hvis man virkelig skal se nærmere på de små grønne totter.
Mos har grønne blade, ligesom de fleste andre planter, men de danner ikke blomster og de sætter ikke frø. I stedet laver de små fine sporehuse, der ligner fine krystaller, som sidder på spidsen af høje, tynde brune sporehusstængler. De kan være runde som kugler, lange og tynde som grillpølser, eller krumme som skæve agurker. Nogle af dem vokser kun på jord, andre foretrækker træbark. Der er endda nogle, som med stor fornøjelse vokser på betonblokke og gamle jernbaneskinner.