Skøjteløber

Når man ser de elegante langbenede skøjteløbere suse rundt på vandoverflader som olympiske kunstskøjteløbere, kan man ikke lade være med at overveje, om dyrene rent faktisk lider af vandskræk. De styrter rundt på selve vandhinden uden overhovedet at stikke deres lange tynde ben igennem.

Sætter man sig ved en sø og bevæbner sig med en god portion tålmodighed, vil man et tidspunkt se en skøjteløber stå stille længe nok til, at hvert enkelt langt tægeben har presset vandhinden ned i en fordybning. Er det solskin kan man endda se en tydelig rund skygge af fordybningen. Den fantastiske vandgængerevne skyldes, at hårene på tægernes ben er vandskyende. Det er også det, der giver dem det helt forrygende tempo. Der er stor set ingen gnidningsmodstand.

Skøjteløbere er rovdyr, og det er også vandhinden, der gør dem i stand til at fange deres bytte. Når noget rører vandhinden, udsendes der vibrationer i alle retninger, og dem kan skøjteløberne mærke. De kan endda snige sig ind på dyr lige under vandhinden og angribe dem oppefra ved at stikke sugesnablen igennem overfladen og bore sig fast i dem.