Gå til hovedindhold

Ådselgraverne

Knirkende Ådselædere

Samarbejde! Flere ådselgravere samarbejder om at nedgrave en død muldvarp. Du møder ådselgraverne fra forår til efterår

Det er ikke ret tit, at man finder små døde dyr i naturen. De forsvinder meget hurtigt, når skraldemændene finder frem til dem. Men man kan være heldig at komme i rette tid, og så vil man også møde ådselgraverne, der er specialister i at fjerne døde dyr.

Ådselgravere er store sorte biller med to par strålende orange zig-zag striber på vingerne. De har mange kræfter, og de bruger dem på at grave døde mus, muldvarper og små fugle ned i jorden. Her bliver de brugt som en kombination af barneværelser og madpakker til deres larver.

Man kan sagtens tage en ådselgraver op i hånden, hvis man finder en. Den bider ikke. Til gengæld kan den noget, der er både sjovt og ulækkert på samme tid. Den kan hvæse ved at presse luft ud gennem pladerne i bagkroppen. For at gøre sig selv ekstra ulækker og uspiselig, kan den også sprøjte en særlig stinkende væske ud af bagkroppen. Det er ellers ikke fordi, den lugter særligt godt i forvejen – den tilbringer jo trods alt sin tid med at rode rundt med døde rådne dyr.

Husk at sætte billen ned igen bag efter – og husk at vaske hænder! Mange gange!!