Gå til hovedindhold

Skraldemænd

Naturen er noget værre roderi. Planterne visner og dør, så der ligger knækkede grene, visne blade og væltede træstammer alle vegne. Dyrene afleverer små klatter, og store lorte når de har spist. Hvis de selv dør eller bliver spist, ser man afrevne fjer og løse hår, gamle knogler og indtørrede kødstumper, og ikke mindst døde dyr, der lugter helt forfærdeligt, når de begynder at rådne.

Men heldigvis er det slet ikke noget problem – selvom det godt kan lugte lidt. Naturen er nemlig også fyldt med skraldemænd, der er specialister i at rydde alt det gamle, døde og stinkende af vejen. Enten spiser de det selv, eller også bruger de det, som foder til deres unger. På den måde, bliver alle stofferne genbrugt i naturen, og bliver til nye dyr samt planter.

Skraldemændenes verden er spændende at dykke ned i. Det kan godt lugte, og mange synes, det er ulækkert. Det er derfor en god ide at tage et par plastikhandsker med på tur og måske en gammel ske, der alligevel skal smides ud bagefter – eller bare bruge en pind fra skovbunden. Så er man klar til at gå på jagt efter skraldemændene.

Men husk at vaske hænder bagefter!