Skovskarnbasse
Den blå lorteflytter

Nogle biller er så glade for lort, at de lever i det, spiser det, og fodrer deres unger med det. De hedder møgbiller, møggravere eller skarnbasser. Skovskarnbassen møder du fra tidligt forår til sent efterår
Skovskarnbassen er en halvstor kraftigt bygget blå bille, der er meget almindelig i skove. Bortset fra de koldeste vintre kan man finde den vandrende rundt på skovstier eller i lysninger på alle tidspunkter af året. Den er specielt glad for hjortes efterladenskaber, som den slæber ned under jorden i særlige gangsystemer den har bygget til sine æg og larver. Den lægger æggene på hjortelortene, og så lever larverne af dem, når de kommer ud af æggene.
Det kan være en fin oplevelse at fange en skarnbasse. Den er ikke særligt hurtig, så det er ganske let. Hvis man prøver at vende den om på ryggen, kan man se den mest fantastiske blå farve på undersiden. Det kræver mange kræfter at lave alt det gravearbejde, som skarnbassen kaster sig ud i. Det kan man få demonstreret, hvis man lukker hånden om den. Billen kan sagtens mase sig vej ud gennem ens fingre.