Gå til hovedindhold

Gaffelmejer

Banjodyret

"Banjodyr" - se på de lange tynde ben og "banjokassen" ind mod kroppen. Gaffelmajeren ses oftest i sensommer og efterår

En gaffelmejer ser mærkelig og fjollet ud, når den sidder på en mur, en træstamme eller en gren med de otte lange tynde ben strakt ud til siderne som strengene i en mærkelig banjo. Går man tæt på, ser man også de to lange gaffeldelte pedipalper (munddele), der har givet dyret navn.

Gaffelmejeren blev første gang fundet i Danmark i 2007 på Fyn, men i dag har den spredt sig til det meste af landet. Den er et rigtigt efterårs/tidlig vinter-dyr. Gaffelmejere kan ligesom andre mejere afkaste et eller flere af deres lange ben som lokkemad for eventuelle interesserede rovdyr. De løse ben kan ligge og spjætte i lang tid, efter de har mistet kontakten med deres tidligere ejere. Mens det sker kan mejerne stikke af.

Gaffelmejere er rovdyr, men de er henvist til at leve af dyr, der er betydeligt mindre end dem selv. I kraft af deres kropsbygning er de ikke i stand til at binde an med noget, der er særligt stort eller stærkt, og det skal endda helst foregå i mørke.